Helbredstillæg og personligt tillæg håndteres fremover i Social Pension Kommune

Håndteringen af helbredstillæg overgår fra projekt KY til Social Pension Kommune.

I Danmark kan folke- og førtidspensionister søge om helbredstillæg og personlige tillæg hos kommunen til pensionistens egne helbredsudgifter til bl.a. medicin og behandlinger hos fx fodterapi og kiropraktor.

Håndteringen af helbredstillæg har ind til nu været placeret i regi af løsningen Kommunernes Ydelsessystem (KY), men kommunerne og KOMBIT har vurderet, at området bedst håndteres i et andet KOMBIT-projekt – nemlig Social Pension Kommune. Placeringen af helbredstillægget er blevet drøftet og godkendt i begge projekters styregrupper og i diverse arbejdsgrupper.

Hvad vil vi flytte fra KY til Social Pension Kommune?

I relation til helbredstillæg og personlige tillæg er der i kommunens sagsbehandling to elementer, der bliver omfattet af den nye løsning, Social Pension Kommune:

  • en ansøgningsdel
  • en sagsbehandlingsdel

Ansøgningsdelen er omfattet af Effektiv Digital Selvbetjening (EDS) bølge 4. Her blev det obligatorisk for kommunerne at stille en selvbetjeningsløsning til rådighed for borgerne, hvor folke- og førtidspensionister kan ansøge digitalt om helbredstillæg og personligt tillæg. Leverandørerne Dafolo, EG, Ditmer og Fujitsu har udviklet løsninger til ansøgningsdelen.

Til sagsbehandlingsdelen anvender de fleste kommuner i dag KMD Social Pension til håndtering af helbredstillæg og personligt tillæg efter pensionslovgivningen – dette ofte i en sammenhæng med KMD Aktiv og med andre systemer.

Ingen af de nuværende systemer understøtter hele processen for helbredstillæg og personligt tillæg. Det betyder, at kommunerne er nødt til at anvende flere systemer. En afdækning i kommunerne indikerede, at mange kommuner bruger helt op til fire til syv it-systemer til at dække området.

På baggrund af EDS bølge 4 har KMD og EG valgt at tilpasse deres løsninger, EG ON og KMD Opus Lex, til også at understøtte tillæggene. EG’s fagløsning (EG ON) understøtter EG’s selvbetjeningsløsning, mens KMD’s fagløsning (KMD Opus Lex) understøtter Dafolos selvbetjeningsløsning. Der er imidlertid mange kommuner, der ikke benytter disse to løsninger.

Hvorfor flytte tillæggene til et andet system?

Social Pension-projektets styregruppe og dennes arbejdsgruppe har bedt KOMBIT frembringe en ensartet end-to-end sagsbehandlingsdel til kommunerne, som samtidig kan sikre, at der kommer et velfungerende marked for selvbetjeningsløsningerne, som KL og KOMBIT har bedt leverandørerne om at gå ind i.

Emnet har været debatteret med den kommunale arbejdsgruppe for Social Pension Kommune af flere omgange, ligesom det flere gange har været drøftet med projektets styregruppe, hvor følgende argumenter blev fremsat:

Helbredstillæg har været en del af KMD Social Pension og KMD Aktiv, som kommunerne skal konkurrenceudsætte. Det er magtpåliggende for kommunerne, at de selv kan styre udfasningen af disse løsninger og ikke er afhængige af EG og KMD til udvikling og vedligehold af løsningerne.  

Arbejdsgruppen og styregruppen ønsker en samlet løsning på tværs af kommunerne for at kunne digitalisere området mere effektivt – også i forhold til de leverandører, som skal indberette ydelser.

Hvis ikke kommunerne kontrollerer sagsbehandlingsdelen, vil det skabe en dårlig situation for selvbetjeningsleverandørerne, som KL/KOMBIT/kommunerne har lovet adgang til et marked. Der skal være lige muligheder for de øvrige selvbetjeningsløsninger til at køre oven på sagsbehandlingsdelen.

Mange små og mellemstore kommuner har en så lille volumen, at det efter deres egen opfattelse ikke ville kunne betale sig at skulle købe Opus Lex og EG’s løsninger ved siden af den øvrige it-understøttelse på pensionsområdet. Hverken arbejdsgruppen eller styregruppen ønsker at efterlade kommuner uden en reel digital understøttelse.

Hvordan berører det kommunerne?

Social Pension-projektet er i øjeblikket i gang med at indarbejde delen omkring håndtering af helbreds- og personligt tillæg i det kommende udbud.

På den korte bane skal kommunerne blot behandle helbredstillæg og personligt tillæg som hidtil - der er ingen ændring før systemunderstøttelsen til pensionsområdet er udviklet. Det forventes at ske i 2020, men er afhængig af Udbetaling Danmarks tidsplan for deres pensionssystem. KOMBIT udsender yderligere information om projektets tidsplan, når Udbetaling Danmark har fastlagt tidsplanen med deres nye leverandør.

I forhold til selvbetjeningsdelen er det op til den enkelte kommune at vælge leverandør.

 

Kontakt

Chefkonsulent / Forretningsudvikler
3268 0423